Story: Vampire Baldasar

This is a little story of one of the first vampires (no origin is the same)
I don't know if it is af good story, but I have don my best. The story i at Danish, and Dark Angel said go for it.

Vampyren Baldasar

For længe siden, i et fjernt land, boede der en race som aldrig havde betrådt jorden i dagens lys. De boede i mørke huse, og kom ført frem ved solens sidste stråler, og månens første skær. Vampyrernes leder Baldasar, var den første vampyr der betrådte de mørke nætters græsmarker.
Før Baldasar blev til den mest frygtede vampyr, var han en højt stående og respekteret lærd mand. Han var den i landsbyen der havde den højeste status. Baldasar var ikke nogle venlig mand, han var selvoptaget og egoistisk, han tænkte ikke på andre end sig selv, og han gik og pralede med sin status og intelligens.
Landsbyboerne fik nok af ham en dag, de stormede hans palæ, ødelagde alt hvad han havde, gennem søgte det helle, men han var væk.
Baldasar havde forladt byen, på et brevs anmodning, han var flere skove væk fra sin landsby, og var uvidende om hvad der var sket med han palæ.
Baldasar stod ude foran et faldefærdigt palæ, skodder for vinduerne, en dør som næsten var faldet af sine hængsler, brædder der hang løse fra husets ydre vægge, og smadrede ruder der hvor ingen skodder beskyttede. Han gik op til døren, og bankede på med dørhammeren, som var formet som en flagermus. Døren gik op, ingen havde åbnet den. Baldasar stod og kiggede lidt, før han trådte det første skridt in i huset, da han var helt inde smækket dør bag ham, hængslerne knirkede.
Baldasar gik rundt i huset, og kiggede rundt omkring sig. Gulvet var støvet, han kunne se sine fodaftryk i gulvet, der hang spindelvæv i loftet, edderkopper, myrer og kakerlakker løb hen over gulvet, op ad vaser og revner. Baldasar gik hen til trappen, de første par trin knirkede. Han trådte ned på et trin, hans ben gik igennem, og han væltede ned af trappen. Han rejste sig, og gik op ad trappen igen, men undgik det ødelagte trin. Da Baldasar næsten var nået op, braste trappen sammen. Han rammet gulvet, som gav efter for ham og den resterende vægt. Faldet fortsatte.
Baldasar åbnede øjne, han lå på og under trappens brædder. Hans tøj og ansigt var forrevent efter faldet. Han rejste sig op og kiggede rundt. En kvindestemme hørtes.
”Jeg har ventet Dem”
Baldasar vendte sig i hendes stemmes retning. En kvinde sad med ryggen til ham, dam kom op bag hendes hoved, hun rørte i noget. Kvinden vendte sig om. Hun var en smuk ung kvinde, langt halvkrøllet sort hår. Hun havde en lang nedringet sort kjole på, sort øjenskygge og læbestift, hun havde en blid men dyster stemme, hun var et eller to hoveder laver end Baldasar. Hun løftede og signalerede til at han skulle kom hen til hende. Baldasar stod og kiggede lidt, han tøvede for første gang i helle sit liv.
”Vi har ikke helle natten.”
Baldasar gik hen til hende, mens hun hældte noget af bryggen hun havde været i gang med, og i et krus. Baldasar stod foran hende, hun rakte ham kruset med det boblende varme bryg. Han stod og kiggede på det. Hun kig hen til ham, stillede sig tæt op af ham, nu kunne han lugte hendes parfume, den var forførende.
”Du har været en uartig dreng.” Hun kørte sin hånd ned langs hans forrevne ansigt. ”Drik nu, så vil du få det beder.”
Hun folede sine hænder under kruset, og løftede det op til hans mund. Han drak det.
Efter han havde drukket bryggen, kom en flagermus flyvende ned fra loftet og bed ham i halsen. Han prøvede at få den af, men den havde bidt sig fast. Han kiggede med fortvivlede øjne hen på kvinden, men hun stod og kiggede på ham, uden det mindste tegn på medlidenhed, stod stille som var hun en statue og uden at fortrække en mine. Flagermusen slap endeligt sit tag i Baldasar. Det begyndte snurre i hans ben og mave, hans hoved dunkede, det begyndte at svimle for ham. Baldasar vaklede hen mod kvinden, faldt ned på knæ foran hende, hev i hendes kjole, før han faldt om på ryggen. Inden alt blev sort for ham, hørte han kvinden skrige sin latter ud, og forsvandt i en sort sky, da mørknede det for hans øjne.
Baldasar åbnede langsomt sine øjne. Han følte en for af svimmelhed da han rejste sig op. Han følte en træng til at smage et andet menneskes blod. Han vaklede hen til et spejl, kiggede i det, men intet var forandret. Han åndede lettet op, og tog noget vand i hovedet. Ikke kort efter begyndte han at mærke en stikken i hans krop, han følte hans tænder blev hevet ud. Baldasar skyndte sig hen til spejlet. Han så at hans hjørnetænder blev spidse, han førte sin ene hånd op til tænderne og mærkede på dem. Hans hud formede sig efter hans kindben, og hans negle blev sorte halv lange og skarpe. Han vaklede væk fra spejlet mens han så på sine hænder. Han faldt på knæ, og en smertende stikken mærkede sig på hans skulderblade. Flagermusvinger voksede ud af dem.
Baldasar baskede ubevidst med vingerne, og fløj op i loftet som gav efter, op gennem taget, og ud i solens stråler. Da solens stråler ramte Baldasars hud, begyndte det at brænde. Hans hud begyndte at blive brændt. Baldasar svævede tilbage ind i huset og gemte sig i skyggerne resten af dagen.
Natten faldt på, og månens stråler henlagde nu gaderne i et stille og beroligende lys. Baldasar, som stadig var i sin vampyr form, fløj op gennem hullet i taget, som han lavede senere på dagen. Han fløj over byen, stadig ikke bevidst om sin ny skikkelse, for at finde vejen som førte ham til hans hjem. Det tog ham ikke lang tid før han havde fundet vejen hjem. Han betrådte sit hus indre få timer før solen stod op. Timerne inden dørs føltes som en evighed. Baldasar gik frem og tilbage, og ventede kun på at natten skulle henlægge dagen i mørke.
Da natten kom, tog Baldasar sin vampyr skikkelse, og tog ud for at slukke sin tørst efter blod. Han fløj i et par timer, og hans sult begyndte at ophobe sig. Han var ivrig, for han havde ikke hele natten. Men han beholdte sin tålmodighed, og hans tålmodighed belønnede ham. Han svævede lydløst ned mod sit uvidende offer. Baldasar landede på jorden bag personen. Han kunne se det var en kvinde. Bagfra lignede hun en ung kvinde. Baldasar nærmede sig hende. Tog hende på begge overarme, hun stivnede, og satte tænderne i hendes hals. Hendes blodåre begyndte at pumpe blodet ind i Baldasars mund. Hendes blod smagte sødt som honning. Mens Baldasar drak hendes blod, mærkede han noget fra hans tænder, som indicerede noget ind i hende, en form for kemisk væske. Da Baldasar havde drukket sig mæt i hendes blod, vente han hende om, for at se hvem hans offer var. Et lyn ramte ham, det var hans barndoms veninde Miranda.